Camino Portugués er skudt i gang
26/04/2026
I dag er jeg endelig kommet derud hvor jeg gerne vil være. Ud på de mere øde strækninger. Derude hvor der hvor der er højt til himlen og hvor horisonten ikke er afbrudt af bygninger.
Vi startede med en ekstra dag i Lissabon. Sightseeing og turistfælder, souveniersshops og genbrugsbutikker, sporvogn og gåben. Det var absolut ikke et billigt sted. Pengene fossede hurtigere ud af lommerne på os end en lommetyv selv kunne hente dem. Taxaturen fra lufthavnen var så dyr at vi troede, at vi har blevet snørret godt og grundigt, men det viste sig bare at være prisen på grisen. Da vi købte 2×24 timers rejsepas troede vi at alt var i skønneste orden, men vi blev smidt af sporvognen, for det var et pas gældende for en person i 2×24 timer og ikke 2 personer i 24 timer. Jeg er nu den lykkelige indehaver af et rejsekort med 24 timers fri rejse i Lissabon, så sig lige til, hvis du skal ned på de kanter. Vi købte en hel ananas med Pina Colada til overpris, bare fordi vi var fjollede. Janni blev lækkersulten og købte sit livs dyreste churros, men det var altså også lige foran en af byens hovedattraktioner, til gengæld fik hun en meget billig skjorte i genbrug. Vi var et smut forbi pilrimskontoret for at købe vores credentiale, pilgrimspasset hvor man samler sine stempler for at dokumentere sin tur. Sådan et par landsbypiger var helt trætte i hovedet af alle de mennesker og vendte snuden “hjemad”.
Næste formiddag tog vi tilbage til katedralen Largo da Sé, hvorfra Camino Portugués officielt starter. Det første stykke var lidet inspirerende, men pludselig var der en fantastisk lille plads, hvor man kunne få en kop kaffe. Snart efter kom vi til bydelen der var bygget i forbindelse med verdensudstillingen i 1998. Meget futuristisk og vældig fin på sin måde. Der var en gondol, så vi fløj et stykke af vejen 🙂 Et par kilometer på en boardwalk og det var tid til at dreje af til vores overnatningssted.
Næste morgen var det bare ned til stien og videre. Vi gik de første 6 km på en hævet boardwalk/gangbro. Til den ene side storbyindustri, til den anden den fineste udsigt ud over vådområde og vand. Tredje dagen var også mere eller mindre industri og jernbane til venstre side og marker/natur på den højre. En gang i mellem afbrudt af et rekreativt område.
Her på 4. vandringsdag er jeg endelig ude hvor jeg gerne vil være. Det tog omkrig 60 kilometer at slippe taget fra storbyen. At komme derud hvor jeg ikke går og kigger på fabrikker og jernbaner. Derude hvor der er grønt og fuglene synger. Nu er min camino i gang. Sidste aften sov vi på en sovesal med 15 andre mennesker uden udluftning, men med fælles prutter og masser af snorkeri. I dag har vi fundet et sted ude i midten af ingenting. Her er fred, ro og idyl. Dobbeltværelse med eget bad og toilet. Ren luksus. Der er ingen bar eller købmand i nærheden, så aftenens menu bestod af en frysepizza. Med lidt held er der total lækker morgenmad i morgen, inden vi skal ud på 16 km uden mulighed for mad, drikke og skygge.
Forrige
For det gode formål....
Du vil muligvis også synes om
Nye støvler
04/05/2023
En hellig fejring i Abla
21/04/2023