Klumme

2022 blev året, hvor jeg sprang ud som klummeskribent i Ugeavisen Midtsyd. En hel ny ting for mig, men det skal selvfølgelig prøves. Læs mine klummer her. 

Jeg havde engang en lærer i psykologi som sagde, af vi mennesker er som universet. En hel masse elementer, som flyder rundt mellem hinanden. En gang imellem kan man støde på et sort hul. Du behøver ikke at kende personen, men måske blot støde på vedkommende i en butikskø. Én der med sin mund rimpet sammen som en sur hønserøv og ved sin blotte tilstedeværelse kan sprede så meget negativ energi, at du går fra mødet smittet og selv er blevet sur og gal. Heldigvis er der flere stjerner end sorte huller. Møder du til gengæld en skinnende stjerne på din vej, vil du selv gå derfra gladere og måske med et smil på læben. Sådan en stjerne mødte jeg selv engang i mellem da jeg var studerende. Når hun smilende og med vindblæst hår stod på bussen, bredte der sig en dejlig, let og lys stemning. Det er 25 år siden og jeg kan stadig huske både hendes udseende og udstråling, trods det,jeg aldrig talte med hende. Hun bragte bare lys og glæde med sig.

En netop overstået vandretur i fortrinsvis eget selskab, fik mig til at tænke over venskaber. Hvor mange forskellige slags vi har af dem og hvad de betyder for os.

Nogle er så heldige at have et livslangt venskab, som har strakt sig fra barndom, gennem ungdom og familieliv og helt til alderdom. At have en person, som man har kendt hele sit liv, én der kender til dine opture og nedture. Én som alle dage har været der og som kender dig på godt og ondt. Det burde være allemandseje og er helt uvurderligt.

Umiddelbart tænker jeg, at mange af vores venskaber er en form for interessefællesskab. Vi har dem i forskellige sammenhænge. Det kan være gode kollegaer fra arbejdet, forældre til dine børns venner, det kan læseklubben, strikkeklubben, idrætsforeningen mm. På et givent tidspunkt har vi nogle ting til fælles, vi falder godt i hak og har nogle fantastiske timer sammen. Den dag ens børn ikke går i skole sammen mere eller man er stoppet i løbeklubben, har man måske egentlig ikke så meget til fælles mere, men det har helt sikkert været givende og hyggeligt mens det varede.

Desværre løber vi også nogle gange ind i de dårlige venskaber. Venskaber som ødelægger og dræner. Er man havnet i et venskab der fuldstændigt tømmer dig for energi, så er det bare med at komme væk. Det kan være nemmere sagt end gjort, men der er kun én selv til at tage beslutningen.

Mon nogen af os, kan sige os fri fra, at have haft venskaber for egen vindings skyld? Venskaber som vi har plejet, fordi det i sidste ende, har givet os en fordel?

Venskaber på tværs af generationer er smukt. Gammel visdom blandet med ung letsindighed. Udveksling af historier fra svundne tider og ungdommens lynhurtige teknologi.

En sjælden slags er soulmates eller tvillingsjæle. Findes de? Ja, jeg tror det. Tænk at møde et menneske, hvor man kan sænke alle parader, smide masken og glemme filtret. De kan alligevel se direkte ind i dig og der gør ikke noget, for der findes en sjælden fred og samhørighed. Møder du dette helt specielle venskab, så husk at nyde det, om det varer i 5 minutter, 5 år eller hele livet.

En af mine favoritter er Camino venskaber. Hvis man har vandret alene på Caminoen i Spanien, vil man vide, at man lynhurtig får nogle meget dybe og alvorlige samtaler med andre pilgrimme. De fleste åbner sig på en hel anden måde, end man ville gøre hjemme. Måske fordi mange går turen af en årsag og har brug for at få vendt eller tænkt over deres problemer. Når en problemstilling bliver diskuteret med forskellige nationaliteter, får man et helt nyt syn på sagen. Man mødes, man diskuterer og man lytter, men yderst sjældent har man mere kontakt, når man tager afsked. Derfor kan man tale frit og åbent. Et kort, men ofte dybt venskab.

Der findes utallige slags venskaber og jeg har selv mange forskellige. Hvilket der trækkes på, kommer ofte an på den givne situation. En ting skal man blot huske. Venskaber kommer ikke af sig selv. De skal plejes begge veje ellers går de ud. Som en blomst uden vand.

Friendships.

I once had a psychology teacher who said that we humans are like the universe, a whole lot of elements that flow around between each other. Occasionally you may come across a black hole. You do not need to know the person, but maybe just meet him or her in a queue in the supermarket. A person with their mouth rimmed together like a sour chicken’s bum and, by just by being present, can spread so much negative energy that you walk away from meeting them becoming angry and mad yourself. Fortunately, there are more stars than black holes. If you meet a shining star on your way, you will walk away happier and perhaps with a smile on your face. I came across such a star a while ago when I was studying. When she stood on the bus smiling and with wind-blown hair, a nice, light and bright atmosphere spread. It’s 25 years ago and I can still remember both her looks and charisma despite the fact that I never spoke to her. She just brought light and joy with her.

A recent hike in my own company made me think about friendships, how many different kinds we have and what they mean to us.

Some people are fortunate to have a lifelong friendship that has stretched from childhood, through youth and family life, and all the way to old age, someone you’ve known all your life, someone who knows your ups and downs, one who has been there every day and who knows you for better or worse. Everyone should have one, as it’s absolutely priceless.

I think many of our friendships are a form of community or interest groups. We have them in different contexts. It can be good colleagues from work, parents of your children’s friends, the book club, the knitting club, the sports association etc. At any given time, we have some things in common, we get along and have some amazing hours together. The day your children stop at the school or you have stopped at the running club, you may not really have much in common anymore, but it has certainly been rewarding and nice while it lasted.

Unfortunately, we sometimes come across bad friendships. Friendships that destroys more than they build up. If you have ended up in a friendship that completely drains you of your energy, then get away. It may be easier said than done, and there is only you to make that decision.

Can any of us truly say, that we never had a friendship for our own gain? Friendships that we have nurtured because it, in the end, has given us an advantage?

Friendships across generations are beautiful. Old wisdom mixed with young frivolity, the exchange of stories from times gone by, or the lightning-fast technology of youth.

A rare kind are soulmates or twin souls. Do they exist? yes, I think so. Imagine meeting another human being, where you can lower all the guards, throw away the mask on your face and forget all about the filter. They will be able to look directly into you and it doesn’t matter, because there is a rare peace and cohesion. If you meet this very special friendship, remember to cherish it, whether it last for 5 minutes, 5 years or your whole life.

One of my favourites is Camino friendships. If you have hiked alone on the Camino in Spain, you will know that you will quickly have some very deep and serious conversations with other pilgrims. People open up in a whole different way and often talk freely about things, they never would mention at home. Maybe because most of the people who go on the camino go for a reason, and need to get time to think about their problems. When an issue is being discussed with different nationalities, you get a completely new view of the matter. You meet, you discuss and you listen, but very rarely have more contact when you say goodbye. Therefore, one can speak freely and openly, a short but often deep friendship.

There are countless kinds of friendships and I do have many different ones myself. Which one is drawn on, often depends on the situation, you just have to remember one thing. Friendships do not come by themselves. They need to be cared about and nurtured – both ways, otherwise they die, like a flower without water.

Så sad jeg der igen. Foran flimmeren imens jeg skovlede et eller andet spiseligt ind. Hvorfor er det blevet sådan, at det at se fjernsyn nærmest er blevet sidestillet med at proppe noget spiseligt i hovedet? Jeg gør det selv igen og igen og jeg ærgrer mig faktisk over det. På et tidspunkt sad jeg og skamspiste noget rigtigt lækkert fyldt chokolade, mens jeg gloede på noget sikkert ganske ligegyldigt i fjernsynet. Jeg smagte for pokker ikke engang på de små himmerigsfyldte chokolader. Hvilket spild! Jeg flyttede mit fokus fra skærmen og over til den lille lækre mundfuld og straks åbenbarede chokoladen sig i al sin herlighed. Nuancerne i den mørke chokolade blandet med det perfekt afstemte fyld. Hvilken fryd… Tænk engang, det gik jeg glip af øjeblikket forinden, hvor jeg bare skovlede sanseløst ind.

Det er ikke ualmindeligt, at man spiser med tv’et, computeren eller mobilen foran sig og med fuld fokus på skærmen og YouTube videoerne med nuttede katte eller folk der kommer til skade. Maden, uanset hvor lækker den må være, bliver bare spist uden tanke for det, der er på tallerkenen. Hvor er det dog en skam. En undersøgelse har vist, at en person i en gennemsnitshusstand bruger ca. 20.000 kr. på mad hvert år. Det er egentlig mange penge at bruge på noget, hvis man ikke skænker det sin opmærksomhed. Bevares, selvfølgelig er mad en nødvendighed for overlevelse, men hvorfor ikke kombinere overlevelse med opmærksomhed på maden og dermed forhåbentlig også nydelse?

I vores husstand opererer vi med forskellige madtyper. Vi har far-mad. Det er noget med kartofter, kød og rigeligt med sovs. Første portion forsvinder hurtigt, fordi landmanden er sulten og næste portion, det er så den, der smages på. Så er der mor-mad. ”Det er sådan noget tøset noget”. Enten med for mange krydderier eller noget en landmand på ingen måde kan blive ordentlig mæt af. Så er der de heldige veninde-mad-dage, hvor jeg har besøg af en eller flere veninder og vi laver mad sammen, det kan både være inde eller ude over bål. Det er der, hvor vi ofte får prøvet nogle nye opskrifter af. Det er ren hygge og med fokus på tilberedning og selvfølgelig spisning af maden. Til sidst er der min-veninde-og-jeg-lusker-af-på gourmet-restaurant-uden-resten-af-familien. Det sker ikke særligt tit, men så vil det jo også blive temmelig svært, at overholde 20.000 kr. budgettet, men hvor er det dog en fornøjelse. Store tallerkener med små, men helt fantastiske serveringer. Bare sidde der og kun koncentrere sig om den ene mere udsøgte ret efter den anden.

I anledningen af Hendes Majestæt Dronning Margrethes 50 års regeringsjubilæum, fik helt almindelige danskere lov til at stille spørgsmål. Et af dem lød: ”Kan De, Deres Majestæt, nogensinde finde på at sidde foran TV’et og spise aftensmad?”  ”Stort set ikke, må jeg sige. Jeg har det sådan, at jeg synes, at måltid for sig og fjernsyn for sig” lød det fra dronningen med et grin. En klog dronning må man sige. Jeg vil nu føle mig lidt kongelig, slukke for skærmen og finde noget mad at nyde. Hvis jeg kender mig selv ret, så bliver det nok chokolade frem for leverpostejsmadder….

 

Kender I det? Unger der plager!
Det gjorde yngstebarnet. Hun er 16 og har et sabbatår, hvor hun arbejder. Hun plagede om, at komme på skiferie. Tidligere var vi afsted hvert år, men nu var det efterhånden 6 år siden skiene sidst havde været spændt på. Det er jo heller ikke den allerbilligste ferieform, så jeg trak noget på det. ”Kom nu, mor, jeg skal nok selv betale” lød det flere gange. Selvom det er ferie i kulden, så tøede jeg lige så stille op. Måske det kunne lade sig gøre…..

Mandag:
Surfer rundt på nettet og tjekker skiferie, afbudsrejser, færgebilletter, priser på liftkort mm. Tjekker kalenderen, kan det egentlig lade sig gøre med så kort varsel, men jo…. Der er sørme en åbning, men der er afgang allerede om søndagen. Datteren begynder at se glad ud. Midterbarnet på 19 vil også gerne med.

Mandag sen aften:
F**k! Ungernes pas er selvfølgelig udløbet i coranatiden og den ene har ikke andet billed-ID.

Tirsdag:
Ringer til borgerservice, for at finde ud af, om de kan nå at lave pas.
Datteren finder ud af, at hun godt kan få fri fra arbejde den følgende uge.
Får at vide, at mine elektroniske skikort ikke virker på det pågældende feriested, finder nogle venner og låner deres.

Onsdag:
Min Kia Picanto er for lille til en Norgestur og mandens noget større bil har ingen vinterdæk…. Ældstebarnet hører om vores planer og vil også med. Fedt nok, for hans bil er både stor, har 4-hjulstræk og har vinterdæk. Mindre detalje er dog, at han lige skal ud og investere i tagbøjler.

Torsdag:
Datteren må gå lidt før fra arbejde, for at vi i fuld firspring kan komme afsted til borgerservice, for at få udstedt nødpas.
Hjem igen for at få lavet et par retter mad , som skal medbringes som fryseretter på ferien.
Sørge for pakning til alle mand.  Grave rundt i huset efter skihandsker og lange underbukser mm.

Fredag:
Afsted til Brejning til møde med overnatning.

Lørdag:
Mødes med mit afkom i Kolding, parkere den bette Picanto hos en ven og afsted nordpå.
Indlogere os i mit barndomshjem i Skagen, ud og tjekke skilageret. Woop woop, der er ski til alle mand. Det er alletiders! Nå for Søren! Vores fødder er blevet større, ingen af støvlerne passer. Hmmm….. Nå, det må vi leje, når vi kommer frem. Vi finder tagboksen og ældstebarnet bukker helt sammen: ”Mor! Det dér, det kan jeg simpelthen ikke køre med på Audi’en!” Vi andre knækker sammen af grin. Forfængelige knægt, bare fordi tagboksen ikke er nyeste model. Det viser sig for resten, at den slet ikke kan spændes på de nyindkøbte tagbøjler. I stedet må vi finde nogle beskyttelsesposer frem til skiene og spænde dem direkte på taget. Bagagerummet bliver pakket ekstra tæt, da vi nu mangler lidt tagboksplads, men det går og søndag morgen, kan vi tage færgen fra Hirtshals til Larvik.

Vi havde nogle fine dage på ski. Solen skinnede fra en skyfri himmel, en dejlig forandring efter en måned med regnvejr herhjemme. Torsdag pakkede vi bilen og vendte snuden mod Danmark. Tilfældigvis får undertegnede lige kigget på færgebilletten. Ej, hvad?!! Jeg har bestilt hjembilletten til d. 10/3 og det er først om en uge! Ringer til kundeservice: ”Velkommen bla bla bla beregn 2 timers ventetid bla bla bla indtast nummer og vi ringer dig op”. Vi nåede færgelejet inden kundeservice ringede tilbage. Heldigvis er torsdag ikke store rejsedag, så billetten blev lavet om uden problemer og vi fik endda penge tilbage.

Det var en spontan meget hurtigt planlagt ferie, hvor alt flaskede sig i sidste ende og vi kunne konstatere, at de gamle cirkusheste kan endnu.

For cirka en måned siden så jeg den. Min første klumme her i Midtsyd. Nedenunder var der en stor reklame fra en grænsebutik. Det er jo en stor ting hernede, det der grænsehandel. Til tider er der jo flere reklamer fra diverse købmandsbutikker sydfra end fra de lokale.

Da jeg som det allernordligste nordjyde flyttede herned, var mit kendskab til overstående ganske lille. Havde jeg som barn været med min familie på bilferie i Europa, stoppede vi naturligvis ved Otto Duborg. Vi unger synes det var ret fascinerende, især i den der ret voldsomme slikafdeling, men min mor var godt og grundigt træt af det. Det tror jeg da pokker. Bilen var i forvejen pakket til bristepunktet, min far var chauffør, så det var min mors lod, at sidde ganske ubekvemt med fødderne oppe under hagen hele vejen op igennem Jylland. De indkøbte mængder af sukker, percipan og flasker kunne nemlig ikke være andre steder end i hendes fodende.

Senere blev vi unge mennesker, der tog på skiferie med bus. På hjemturen stoppede bussen altid ved overnævnte købmand. Nu var der pludselig ikke nogen, der tænkte på percipan og sukker. Vi var langt om længe blevet gamle nok, til at købe sprut og cigaretter. Buschaufføren gjorde det klart, at hvis vi blev taget i at smugle, så ventede bussen ikke! Det var jo ikke unormalt, at en tolder gik igennem bussen for at tjekke pas og mistænkelige ansigter. Sikke en masse aftaler vi kunne lave indbyrdes. Vil du tage øl med for mig, hvis jeg tager cigaretter med for dig? Og den ene gang, hvor vi ikke nåede butikken inden lukketid, den huskes endnu, man gik jo glip af en flaske sprut!

For et par og tyve år siden, slog jeg mig så ned her i området. Pludselig var der kun 55 km til de før så ombejlede grænsebutikker. Afsted gik det, for købe dåseøl, for det skulle man jo og nu var det uden begrænsning! Sodavand og en flaske spiritus skulle der også til. Percipanen blev skiftet ud med marcipan. Når man nu var der, så kunne man jo også lige købe noget snoller, som bekendt kommer i alt for store pakninger og lidt Nutella i overdimensionerede glas. Alt i alt endte jeg jo med at fylde bagagerummet med ting, som jeg egentlig ikke havde brug for. Mere end éngang, er øllene blevet for gamle. Slikket spiste jeg selv, for gemalen er ikke sliksyg og ungerne skulle jo ikke vendes til at spise slik til hverdag og især ikke lige inden spisetid, hvor jeg selv gik og gumlede i smug.

I dag er det sjældent, at jeg kører derned. Jeg kender mange, som tager turen, ikke kun på grund af de almindelige grænsevarer, men også for at handle dagligvarer. Det kommer jeg aldrig til. De siger godt nok, at det er billigere, men jeg er simpelthen for doven. Jeg gider i forvejen ikke at køre ind til nærmeste supermarked for at handle, og da slet ikke at bruge 1,5 times ekstra transport for at handle i Tyskland, hvor min blævrende rygrad vil blive fristet af alt det, som corona-formen ikke ligefrem har brug for. Om det stadig er billigere, hvis man medregner alle udgifter til bilen, sin timeløn og impulsindkøb i for store pakninger, det ved jeg ikke, men jeg, jeg er bare for doven (og hele diskussionen om dansk moms, danske afgifter og dansk velfærd, den kan vi måske tage en anden gang)

Jeg har fået et julekort denne jul. Et rigtigt håndskrevet julekort, endda et personligt et af slagsen. Et af den slags hvor man bliver anerkendt og kommer til at føle sig dejligt værdsat.

Da det så blev nytår, så fik jeg ét mere. Endnu et kort, hvor nogle mennesker har taget sig tid til, at skrive mig en personlig hilsen, takke mig for noget jeg har sagt eller gjort og ønske mig alt det bedste for næste år. Jeg bliver helt ubeskrivelig glad indeni.  

Den slags hænger jo ikke på træerne mere eller fylder i postkassen for den sags skyld. Det er jo nærmest blevet en sjældenhed i en tid, hvor vi lynhurtigt sender en besked via vores telefon, mange gange foregår det endda via åbne kanaler på de sociale medier. Hurtigt skrevet, hurtigt læst og hurtigt glemt. Til min fødselsdag fik jeg knap 170 hilsner på Facebook, det er vældigt hyggeligt og jeg læser dem hver og én, men jeg må bare indrømme, at de to håndskrevne hilsner jeg har modtaget her omkring jul og nytår går direkte i hjertet og betyder så uendeligt meget mere. Hvor ville jeg dog ønske, at disse håndskrevne personlige hilsner ville få renæssance i vores samfund. At vi ville tage os tiden til at anerkende et andet menneske. Blot bruge 10 minutter på, at gøre en ven, kollega eller familiemedlem glad i helt ind i hjertekulen. At fortælle dem, at de betyder noget i vores hverdag og at de gør en forskel i vores liv.

Over mit spisebord hænger der i december et gammelt rødmalet cykelhjul. Fra egerne hænger der stumper af kulørt gavebånd, der vidner om tidligere tiders pakkekalender. Det er lavet af min bedstemor og var min og brors julekalender i vores barndom, fyldt med sirligt nummererede pakker. Én til hver dag indtil jul. Jeg overtog hjulet og min mor overtog pakkekalendertjansen. Sikke et job. 72 nummererede pakker pr. 1 december. Lige så stort et job var det næsten, at finde den rigtige pakke til det rigtige barn på den rigtige dag. Nu er ungerne for store til at have småpakker hængende over køkkenbordet, men op kommer det stadig. Jeg bruger det til de få modtagne julekort. Ikke kun dem fra i år, men også tidligere års kort. Vel og mærket de der personlige nogle, som gjorde indtryk og gjorde mig glad.

Er jeg selvfed, når jeg gemmer et gammelt kort med rosende ord? Nej, det synes jeg ikke. Det vidner blot om, at man har sat et aftryk et sted, at man har gjort noget, som andre har værdsat og det må man da gerne være stolt af.

Mit fortsæt og ønske for det nye år er, at der vil være flere små håndskrevne hilsner, både fra mig og til mig.